lørdag den 21. september 2013

Broccoligratin med skinke

Gratin er efterhånden en ret der er ved at være gået i glemmebogen, og det er da ærgerligt, for det smager jo skønt! Man kan lave det af næsten hvad som helst hvilket gør det til god restemad, men min klare favorit er nu altså denne med broccoli og skinke!

Til en portion som denne (4 portioner) skal du bruge:

1 broccoli incl. stok - delt i mindre buketter, stokken skåret i skiver
1 pakke (200 g.) skinketern (jeg bruger altid de "gode" skinketern, dvs. ikke de billige der indeholder alt for meget vand).

Dej:
40 g. margarine eller smør
50 g. mel
3 dl. mælk
1½ dl. kogevand fra broccolien
2 tsk. salt
friskkværnet peber
En smule muskatnød
5 æg delt i hvider og blommer

Derudover:
Rasp
Smørklatter

Fremgangsmåde:
Kog broccolien let, så den er kogt men lige netop har bid. Stil den kogte broccoli til afdrypning og gem kogevandet.
Smelt margarinen og tilsæt melet, bag det en smule ligesom ved opbagt sovs. Tilsæt herefter mælken lidt adgangen under omrøring så du får en tyk hvid sovs. Tilsæt herefter kogevandet - nu skulle sovsen gerne få den rette konsistens. Tilsæt krydderierne og varm godt igennem. Stil nu sovsen til afkøling imens du pisker hviderne stive. Smør et ovnfast fad og drys kanterne med rasp. Fordel broccolistykkerne og skinken i fadet.
Når sovsen er ok kølig (så æggene ikke bliver til røræg), blandes æggeblommerne i under konstant omrøring. Tilsidst vendes hviderne i og dejen hældes i fadet. Rør lidt rundt med en ske så du er sikker på at alt broccoli er dækket af dej. Drys herefter med rasp og fordel et par små smørklatter rundt omkring på raspen.
Bag gratinen i ovnen ved 200 grader i ca. 40 min.
Det smager altså rigtig rigtig godt!!!

Server en salat og evt. et godt flute til.

1 kommentar: