mandag den 1. april 2013

Beef Wellington med svinemørbrad

Jeg har i lang tid gerne villet prøve at lave beef wellington, men oksemørbrad er bare så dyrt. Derfor besluttede jeg mig nu for at prøve retten med svinemørbrad - og det fungerede altså godt! Jeg serverede hasselbachkartofler og champignonsauce til, og det var ganske godt :)

Champignonsaucen blev lavet af en hel bakke champignon skåret i kvarte. De blev ristet i smør og saltet, hvorefter næsten ½ l. piskefløde blev hældt over. Det fik lov til at stå og hygge sig på komfuret i over ½ time, hvilket gjorde den dejlig cremet. Til sidst blev ekstra salt og et dryp kulør tilsat. Enkelt og sååå godt!

Kartoflerne laves ved at snitte riller i kartoflerne, gnide dem med olie og krydre med paprika og havsalt. De bages i ovnen ved 180-200 grader i ca. 45 min.

Og nu til kødet. Denne opskrift er til 3-4 personer. (Det mætter meget, så vær ikke bange for at der ikke er nok).

1 svinemørbrad - renset for fedt og sener, den tynde ende skåret af så den er lige tyk over det hele.
1 bakke champignon.
Sød sennep
Parmaskine (jeg brugte lidt over 1 pakke)
Salt og peber
6 plader optøet butterdej (eller en rulle af den ferske).

Fremgangsmåde:
Start med at rense champignon. Giv dem herefter en tur i en minihakker, så de bliver hakket helt helt fint. Steg dem på en tør pande i et godt stykke tid, indtil der ikke længere er væde i dem. krydder med lidt salt. Lad massen køle af.

Brun mørbraden af på en pande på alle 4 sider. Krydder med salt og peber. Lad den stege lidt - det er svært præcist at angive hvor længe, men ca. 5 min. på hver side. Lad den køle af.

Placer et passende stykke husholdningsfilm på bordet. Læg parmaskinke herpå, så det danner en tæt kvadrat. Hæld champignonmassen udover og fordel den jævnt (ikke helt ud til kanterne).
Smør mørbraden med sød sennep og placer den derpå. Rul den nu sammen så stramt som muligt, og luk den tæt i enderne. Kom pølsen i køleskabet i minimum en halv time.

Gør butterdejen klar, hvis du som jeg bruger pladerne, skal de pensles med æggeblomme for at sættes sammen til et stort stykke og herefter lige rulles så de sidder sammen.
Når der er dannet en kvadrat, smøres med æggeblomme HELE vejen rundt i kanterne. Placer nu "pølsen" i midten og luk butterdejen tæt rundt om den. Det er vigtigt at dejen lukker helt tæt.

Bag kødet i ovnen på 180-200 grader indtil den er lækker og gylden. Hvis du er i tvivl kan du evt. bruge et stegetermometer til at ramme kødets rette temperatur.

Lad den hvile i ca. 10-15 min. inden den skæres ud.

6 kommentarer:

  1. Ser godt nok grimt ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Flad kommentar at komme med... Mange er heldigvis opdraget til at holde deres mund, hvis de ikke har noget pænt at sige.

      Slet
  2. Mums, det ser lækkert ud :o)!

    SvarSlet
  3. Det er en rigtig lækker ret, tak for den :-)

    SvarSlet