søndag den 24. marts 2013

Svensk pølseret

Svensk pølseret er simpelthen en undervurderet ret! Det smager jo herre godt! Denne udgave blev lidt anderledes end normalt...eller normalt, spiser jo ikke ligefrem denne ret hver uge, men i hvert fald anderledes end sidst jeg lavede den. Normalt sværger jeg til røde pølser til svensk pølseret, men nu var det lige brune jeg havde i fryseren, så det brugte jeg. Desuden brugte jeg nye kartofler, smagen fejler absolut intet, men de giver ikke den der tykke grumsede kartoffelmasse som almindelige kartofler gør. Så hvis du vil begive dig ud i denne ret, anbefaler jeg faktisk "gamle" kartofler.

Det er svært præcist at angive mængder på denne ret, men skriver hvad jeg tror jeg ca. brugte, så prøv dig frem :)

Til en portion:

2 pølser i skiver
En rest kogte kartofler - så mange du mener du kan spise
½-1 løg
Ca. 2 tsk. tomatkoncentrat
Ca. 2 spsk. ketchup
Ca. 1 tsk. paprika
Ca. ½ dl. mælk
Ca 2. spsk cremefine eller fløde
Salt
Fedtstof til stegning

Fremgangsmåde:
Skær løget i små tern og steg dem i lidt fedtstof i en gryde. Når løgene er bløde, tilsættes de skivede pølser og paprika. Lad det stege lidt. Tilsæt herefter kartofler, tomatkoncentrat, ketchup, mælk og lidt salt. Rør det godt sammen og det simre ved svag varme i 10-15 min. Rør gerne i det af og til.
Nu skulle mælken gerne have jævnet saucen og gjort den lidt kartoffelmosagtig, ellers rør lidt mere og vær gerne lidt hård ved kartoflerne :)
Tilsæt en sjat fløde og smag til med salt. Lad det herefter igen simre lidt - hurtigere og nemmere bliver det bare ikke - velbekomme.

Hvis det skal være lidt ekstra fint kan retten pyntes med lidt klippet purløg, det behøvede jeg ikke lige sådan en søndag aften :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar