torsdag den 28. marts 2013

Glutenfri chokoladeroulade med appelsinskum

Jeg skulle have kage med på arbejde i går, i blandt spiserne var der en der er allergisk overfor gluten, så jeg måtte finde en opskrift på en glutenfri kage. Jeg fandt denne side, men tre lækre glutenfrie kager, og valgte at bage rouladen.
Den var rigtig god og kan sagtens spises selvom man ikke er allergisk overfor gluten. Smagen er lidt hen ad en rigtig rigtig god mælkesnitte, med et strejf af appelsin.

Hvor jeg hentede opskriften synes jeg der var et par væsentlige ting der ikke var skrevet, derfor skriver jeg opskriften som jeg lavede den:

Denne portion giver en lille roulade, men jeg vil mene at der er nok til 5-6 personer:

75 g. mørk chokolade
25 g. smør
3 æg - delt i hvider og blommer
75 g. sukker
½ spsk kakao

Creme:
1½ dl. fløde
1½ spsk flourmelis
Fintrevet skal af ½ økologisk appelsin
1-2 spsk. stærk kaffe

Fremgangsmåde:
 Smelt chokolade og smør sammen i en skål i et vandbad. Pisk æggeblommerne med halvdelene af sukkeret, til det bliver en lys masse. Tilsæt kakao og vend herefter den smeltede chokolade i æggemassen.
Pisk hviderne stive med det resterende sukker og vend det herefter forsigtigt i dejen.
Fordel dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag den i ovnen ved ca. 160 grader i 15 min.
Når bunden er færdigtbagt tages den ud af ovnen og vendes ud på et stykke bagepapir drysset med lidt sukker. Lad det bagepapir der allerede sidder på blive. Læg herefter et fugtigt viskestykke over. Dette er meget vigtigt for at dejen ikke tørrer og dermed ikke kan rulles.
Pisk fløde, flourmelis og appelsinskal til skum. Tilsæt herefter kaffen.
Træk bagepapiret af bunden og fordel skummen henover. Rul rouladen sammen og stil den i køleskabet til den skal serveres. Inden servering kan evt. drysses med sigtet flourmelis eller kakao.
Rouladen kan også bruges som dessert efter min mening, evt. sammen med råmarineret appelsin og ristede mandler.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar