lørdag den 9. februar 2013

Marineret svinefilet med tomatflødekartofler og salat

Dette var aftensmaden i går, da jeg havde besøg af Karina. Jeg snød lidt med salaten og blandende en salat og tog med hjem. Svinefileten er købt færdig marineret og skulle blot steges i ovnen. Derfor vil jeg herunder nøjes med at komme med opskriften på tomatflødekartoflerne der var virkelig gode. Det er en god variation af almindelige flødekartofler, og jeg forestiller mig at disse tomatflødekartofler vil smage rigtig godt med bl.a. kylling. Prøv dem :)

Til to portioner skal du bruge:

Ca. 500 g. kartofler, skrællede og i skiver
1 dåse hakkede tomater
En lille dåse tomatkoncentrat
½ løg eller rødløg i skiver
2 fed hvidløg i tynde skiver
1 tsk. salt
½ tsk. paprika
½ tsk. knust chili
2,5 dl. fløde

Læg de skivede kartofler i et fad skiftevis med løg og hvidløg. Gem ca. et lag kartofler. Åben de hakkede tomater og si dem, så du kun har tomatstykkerne tilbage. Hæld tomaterne udover kartoflerne og læg herefter det sidste lag kartofler på.

Hæld fløden i en skål og tilsæt salt, paprika og knust chili samt lidt over halvdelen af tomatkoncentratet og rør det rundt med et piskeris til det bliver en jævn blanding og hæld det over kartoflerne.

Bag kartoflerne i ovnen ved 180 grader i ca. 35-40 min eller til de ser færdige ud.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar