fredag den 22. februar 2013

Kylling i paprikasauce med ris


Dette er en rigtig nem ret der nærmest passer sig selv. Jeg brugte hvad jeg lige havde ved hånden og resultatet blev meget vellykket! Jeg brugte kød og grøntsager ud fra DDV mængdeangivelser, så opskriften er i DDV øjemed én portion. Jeg kunne dog kun spise ca. halvdelen, måske fordi jeg også fik lidt ris til eller fordi jeg ikke var særlig sulten? Brug de mængder du synes du har brug for, for at blive mæt - man kan regulere på det hele i denne opskrift.

Til en (eller to) portioner skal du bruge:

1 kyllingebrystfilet
1 rød peber
½ gul peber
½ courgette
½ løg
Ca. 1 spsk. paprika (stærk)
1½-2 dl. vand (tilsæt mere vand hvis du ønsker mere sauce, husk da også mere paprika)
salt
1/4 boulionterning
Lidt madlavningsfløde
Maizena saucejævner

Ris

Fremgangsmåde:
Skær løg og peberfrugter i tynde skiver, og courgetten i mindre stykker. Skær herefter kyllingen i tern. Steg løgene i lidt fedtstof til de er bløde, tilsæt nu kyllingen og paprikaen og brun kødet under omrøring. Det er vigtigt ikke at spare på paprikaen i denne ret, da dette er det eneste egentlige krydderi i retten. Når kødet er brunet (behøver ikke være gennemstegt) tilsættes grøntsagerne. Lad disse stege i ca. 5 min, tilsæt herefter vand. Lad retten koge op imens du klargør vandet til risene. Lad saucen simre under låg imens risen koger. Når risen mangler 5 min, jævner du saucen med lidt maizena jævner under omrøring. Tilsæt en lille slat madlavningsfløde (Jeg har frosset dette i en isterningepose, og brugte 2 isterninger). Smag til med salt og evt. mere paprika.

Du kan udover peberfrugter bruge de grøntsager du har, jeg forestiller mig at champignon også ville være rigtig godt :) Hvis du er til sauce, så brug gerne mere vand og paprika, for det smager rigtig godt! Men hvis du som jeg, prøver at undgå ris, så er det godt med kun en smule sauce :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar